Skolen er ikke alene om opgaven. Under dette pejlemærke samles samarbejder med civilsamfund, kulturinstitutioner og frivillige, der bidrager til børns trivsel og deltagelse. Folkeskoleløftet peger på, at stærke fællesskaber også skabes uden for klasselokalet – og at de vigtige andre gør en forskel.
Herunder kan du læse om de aktører og samarbejder, der understøtter skolen og børnene i hverdagen.

Skolens venner
Herning Kommune har et samarbejde med organisationen Skolens Venner. Indsatsen har fokus på at styrke børnefællesskaber og deltagelsesmuligheder samtidig med at det omgivne civilsamfund ind i skolen. En skoleven er en frivillig, der støtter den enkelte elev i klassefællesskabet, og kan give lærerne overskud til at gøre noget ekstra for de elever, der har særligt brug for dem.
Læreren og pædagogen har altid ansvaret for klassen og for aktiviteterne, skolevennen indgå i. Det er op til den enkelte skole at definere, hvilke opgaver det skal være. Aktuelt er 21 skoler med ordningen.
Du kan læse mere om Skolens Venner her.

Barndom uden vold
Undersøgelser viser, at i gennemsnit to eller flere elever i hver skoleklasse oplever vold i hjemmet. Det påvirker børns trivsel både nu og på længere sigt. Herning Kommune deltager i udviklingsarbejdet “En barndom uden vold i familien”, som er sat i gang af Ole Kirk Fonden og Bikubenfonden. Formålet er at skabe langsigtede og systematiske indsatser for børn og unge, der oplever vold i hjemmet.
Målet er klart: at ingen børn skal vokse op med vold i familien. Vejen dertil er, at flere tør sige fra og handle på mistanke – både professionelle og private. I 2025 gennemføres de første lokale prøvehandlinger, og i 2026 bliver erfaringerne samlet op og nye initiativer sat i gang.
Læs mere om en barndom uden vold her.

Det lettilgængelige behandlingstilbud
Det lettilgængelige behandlingstilbud er et nyere kommunalt tilbud for børn og unge (3-18 år). Børn og unge som har let til moderat psykisk mistrivsel, men som ikke har behov for psykiatrisk hjælp. Målet er at hjælpe tidligere og hurtigere med psykologhjælp til barnet og forældrene ved selv at henvende sig uden henvisning. Fokus er at mistrivslen ikke udvikler sig til alvorlig sygdom. Forældre opfordres stadig til at kontakte dagtilbud og skole, hvis de er bekymret for deres barns trivsel og udvikling.
Læs mere her: Hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel | Herning Kommune.
I Herning Kommune er tilbuddet organiseret under PPR.
Kulturbus
Skoler og børnehaver har mulighed for at få gratis transport til kulturinstitutionerne i Herning Kommune.
Følgende kulturinstitutioner er med i Kulturbus forløbet i efteråret:
- Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum
- Skolemuseet
- Herning Musikskole
- Deep Forrest Art Land
- Herning Billedskole
- HEART – Museum of Contemporary Art
- Herning Bibliotekerne
- Ensemble MidtVest
Fritidspas (+)
Herning Kommune tilbyder fritidspas til børn og unge mellem 3-17 år og fritidspas+ til unge mellem 18-24 år. Et fritidspas er en økonomisk støtte til fritidsaktiviteter.
For børn og unge mellem 3-17 kan lærere, pædagoger og andre professionelle voksne søge fritidspas på familiens vegne. For unge mellem 18-24 år kan forskellige fagpersoner indstille til et fritidspas+. Det kan eksempelvis være ungevejledere, studievejledere, lærere eller andre fagprofessionelle i den unges netværk.
Fritidspasset ydes i tilfælde hvor:
- Familiens økonomi er en hindring.
- Familien ikke prioriterer barnets fritidsaktivitet.
- Barnet er socialt isoleret.
- Barnet lider af overvægt.
- Barnet har behov for understøttelse af den motoriske udvikling.
- Barnet er flygtning. (I disse tilfælde ansøges Dansk Flygtningehjælp om refusion af kontingentbetaling. Der er udvidet samtykke nødvendigt).
- Øvrige forhold som har til konsekvens, at barnet er fritidsinaktivt.
Børnefolkemøde – verdensmål i børnehøjde
Hvert år inviterer Herning Bibliotekerne og Børn og Læring til Børnefolkemødet – en verdensmålsfestival for børn og unge i Herning Kommune. Festivalen afholdes over to uger og samler op mod 3000 elever fra kommunens folkeskoler til aktiviteter, workshops og oplæg med afsæt i FN’s verdensmål.
Temaet for 2025 er Trivsel og uddannelse i en digital verden, med særligt fokus på Verdensmål 3 (Sundhed og trivsel) og Verdensmål 4 (Kvalitetsuddannelse). Gennem legende, kreative og reflekterende aktiviteter får eleverne mulighed for at undersøge, hvordan teknologi påvirker deres hverdag – og hvordan vi sammen kan skabe gode fællesskaber både online og offline.
Festivalen foregår på tværs af Herning – fra biblioteket og kulturinstitutioner til naturdestinationer – og giver eleverne en anderledes og inspirerende skoledag med perspektiver på fremtidens skole, trivsel og digital dannelse. Børnefolkemødet er en del af kommunens samlede indsats for at styrke børn og unges livsduelighed og engagement i samfundet.
Se yderligere om Børnefolkemødet her.

Samarbejde om Stærke Værdikæder – fra barn til voksen
I Herning Kommune arbejdes der med stærke værdikæder for at skabe bedre muligheder for unge, der vedvarende eller tilbagevendende står uden for job og uddannelse.
Der tages afsæt i viden om unge, som ikke profiterer af de eksisterende tilbud, og som ofte har komplekse udfordringer. Indsatserne udvikles i et bredt samarbejde mellem det offentlige, civilsamfundet og erhvervslivet, hvor der fokuseres på at skabe sammenhæng og helhed i de unges livsforløb. Der arbejdes systemisk og tværfagligt, så indsatserne ikke står alene, men indgår som led i en samlet kæde, der understøtter den enkelte unges vej mod et selvstændigt og meningsfuldt voksenliv.

Har du spørgsmål?
Lene Aagaard Brandt
Skolechef
Mobil: 22 88 33 70
@: lene.brandt@herning.dk
Rådhuset
Torvet 5
7400 Herning
Send sikker mail
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.