Du sparer 14 dage, og kommunen slipper for papirarbejdet.
Det er groft sagt essensen af en ny forskrift, som kommunens byråd netop har godkendt.
Med forskriften slipper borgere og entreprenører for kravet om at anmelde en midlertidig byggeaktivitet som for eksempel nedrivninger.
Tidligere skulle kommunen have besked, 14 dage før arbejdet gik i gang, men fremover er denne proces sløjfet for i stedet at indføre nogle klare regler for midlertidig byggeaktivitet.
Hold øje med klokken
Reglerne, som forskriften lister op, rummer blandt andet miljøhensyn, men også hensyn til naboer, der ikke skal opleve støj døgnet rundt, blot forbi naboen skal have ny carport.
Derfor lyder én af reglerne, at man som bygherre eller entreprenør kun må arbejde i tidsrummet 07-18 af hensyn til naboer.
Hvis projektet kræver, at arbejdes udover det tidsrum, skal entreprenør eller bygherre søge dispensation.
Mindre sager lettes – men større projekter reguleres stadig
Den nye forskrift gælder kun for midlertidige aktiviteter med mindre miljøpåvirkning.
Selvom anmeldelseskravet fjernes, kan Herning Kommune stadig stille krav om forureningsbegrænsende tiltag eller gribe ind, hvis et byggeri medfører væsentlige gener.
Dansk Industri Byggeri og Erhvervsrådet Herning og Ikast-Brande har fået et udkast til kommentering, og det endelige udkast læner sig op ad nabokommunernes tilsvarende forskrifter.
Forskriften har fået navnet ”Forskrift for begrænsning af gener fra støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder i Herning Kommune”.
